foto

Tekst fra side 175 til side 176


Notat 6.
År efter år vendte han tilbage til den stråtækte gård, hvor dagens arbejde helt naturligt fulgte i årstidens spor. Men nu var han efterhånden blevet 10-11 år og legen var for længst blevet udskiftet med arbejde - fra tidlig morgen til sen aften. Næsten inden solen sendte de første solstrejf ud over de uendelige marker, blev der banket på døren til værelset. Og uden tøven stak konen i huset hovedet ind for at se, om han nu også var ved at stå op. Der var ikke tid til kværulanteri, hønsene skulle jo fodres ”og husk lige svinene! når du alligevel er derovre”. Joh …, arbejdet ventede.
Og når pligterne var klaret, skulle der hjælpes til ved malkningen. Eller måske var der behov for at muge ud hos svinene - eller køerne! når de endelig var malket færdige og drevet ud i det fri. Og efter at mælken var hentet, blev de resterende mælkejunger vasket rene. Ny strøelse skulle spredes ud i kreatur båsene, eller måske skulle kvierne flyttes til en anden mark - én! hvor græsset så ud til at være lidt mere frodigt. Så havde den ”gamle” mark mulighed for at falde lidt til ro de næste par uger.
Når formiddagens arbejde således var færdigt, havde klokken som regel nærmet sig middag og der blev spist hurtigt. Alle skulle jo gerne nå og få sig en middagslur, den resterende del af arbejdet ventede utålmodigt forude.
Og uden undtagelse forsvandt eftermiddagene hen i regn, blæst og sol, hvor han gik alene med tankerne og med bøjet ryg lugede de fordømte roer - den ene endeløse række efter den anden. Godt nok havde han til tider selskab af en vibe, der højlydt brokkede sig, når han kom lidt for tæt på reden. Men som han gik der og hakkede løs, savnede han mest af alt at være hjemme hos moderen og sine søskende.
Længere hen på sommeren kom høsten. Det var opholdets opmuntrende indslag - et tid! han bestemt så frem til. Hvis ikke han lige jog en fork i en høballe og med møje og besvær løftede ballen op på vognladet, sad han måske selv bag rattet på den gamle grå Ferguson. Var det tilfældet, kørte han den sikkert hen over de gule stubbe, som var det eneste, der stod tilbage, efter at mejetærskeren havde været vejen forbi. Det var årets sidste arbejde, han skulle hjælpe til med. Når det var overstået, kunne han med sindsro række hånden frem og med glæde i stemmen sige de sidste forløsende ord, der igen ville bringe ham hjemad.

En indædt kold formiddag inden vinteren for alvor havde bidt sig fast i karréen, blev han igen konfronteret med, at han skulle tilbage til gården. Og som sædvanlig var det hr. Petersen, der som et andet spøgelse altid dukkede op, når moderen kaldte, der nu var kommet for at forelægge situationen for ham.
- Du vil ha’ godt af at se, hvordan der er at bo på landet om vinteren, lød forklaringen. - Du vil helt sikkert synes om det ...
Nej! tænkte han arrigt, det kommer jeg aldrig til. Hvis du virkelig tror, det er så skønt, hvorfor gør du det så ikke selv?
Men uanset hvor mange modvillige tanker han end havde mod deres nye beslutning, varede det ikke længe, førend han igen befandt sig i et af de velkendte tog på vej hjemmefra.
- Jeg kommer over og besøger dig! lød hr. Petersens farvelhilsen, inden toget langt om længe kom op i omdrejninger og han slap for synet.
Hvorfor dog det? Det ændrer sgu da ikke ved noget som helst, tænkte han muggent og gloede rundt på de vante omgivelser. I sit inderste håbede han, at manden bare ville lade ham være i fred.

Ellevte del


- Det var sgu da også den dummeste måde og starte den sag på, mumlede han. - Det burde de rødder, da ha' sagt dem selv ...
Der var tider, hvor William var sløv i betrækket. Faktisk så sløv at hvis en person med søvnbesvær lænede sig op af ham, ville vedkommende straks falde i søvn - uden han selv bemærkede det. Men til andre tider var han bemærkelsesværdig lysvågen og overvejede kun i sekunder et tiltag med et - skal, skal ikke - inden han dernæst reagerede. Som da en stikkende gullig farvet summen pludselig nærmede sig og cirklede faretruende omkring hans hoved og signalerede, at han muligvis snart ville rende ind i problemer. Og da bæstet blev hængende tæt ved, vurderede han hurtigt, at det nemt kunne gå hen og blive ris til egen røv, hvis ikke han tog en rask beslutning. Altså blev det til et - skal. Han rullede notatet sammen, pandede bien en på lampen og sendte dermed staklen ud på en længere flyvetur over altanen.
- Man skal aldrig kræve noget af en politiker og slet ikke af en professionel en af slagsen. Hvorfor vidste de ikke det? Det er jo børnelærdom, der er lige så gammel som Metusalem. Vi er stemmekvæg for de mennesker og intet andet.
Da han igen var faldet til ro, huskede han, hvordan han - halvt bevidstløs - havde ligget og rodet rundt, efter at Hugtand havde slået ham i gulvet. Og han var blevet lige så overrumplet, da han pludselig så et par af fortidens ansigter dukke op foran rullende kamera og annoncere Landsforeningen Godhavnsdrengene. Og deres budskab var ikke til at tage fejl af. De krævede en officiel undskyldning fra staten, for de fysiske og psykiske overgreb foreningens medlemmer havde været udsat for på Godhavn.
Forbandede sted, tænkte han og mindedes reaktionen han selv var kommet med lige efter deres optræden.
Først havde han græmmet sig gevaldigt og ment, at de hellere skulle ha' ranket ryggen og beholdt hatten på - i stedet for at stå med den i hånden og tigge og bé staten om en undskyldning. Men den bemærkning var absolut ikke faldet i god jord hos dem, der havde lagt ører til hans brok - og han havde straks fået på puklen.
- Jeg synes, du er noget hård i filten William, lød en af kommentarerne.
Så var det lige han tænkte sig om og erkendte, at forsynet havde hjulpet ham i adskillige terapi timer, altså var der ingen grund til at plante bagdelen på den høje hest og føre sig frem på deres bekostning. Men han mente nu heller ikke ordene så slemt, som de måske lød og efter foreningens opstart havde han i dagevis overvejet at give lyd fra sig - men havde så besindet sig. Selv ikke når han havde befundet sig i stormvejrets øje, havde han bukket hovedet, hvorfor skulle han så gøre det nu! Den sag var derfor blevet til et - skal ikke. At lade sig dupere af en politikers tomme ord var blot at sætte livets værdighed til diskussion, mente han.
At han var alene med sin opfattelse, fornemmede han yderligere, da han en varm sommerdag i juni måned 2018 tog sig sammen for at besøge Godhavn. Der var gået 57 år siden han forlod stedet, nu var det vel på tide at se fjenden i øjnene og det kunne passende ske ved deres 125 års jubilæum. Han kom nu ikke for festens skyld, den sagde ham intet. Derimod satsede han på at møde foreningens formand og måske få lejlighed til at forklare sin holdning lidt nærmere. Han genkendte manden blandt utallige gæster og gik ham i møde, men gensynet forløb nu ikke helt efter planen.
- Goddag Poul Erik. Jeg hedder William. Har du tid til, at vi kan tale sammen? spurgte han venligt og rakte hånden frem. Men idet han præsenterede sig, anede han ubehag i mandens øjne.
- Goddag, mumlede han og hilste svagt med hånden, inden han med det samme drejede rundt og skyndte sig væk.
Hmm …, det var så den ytringsfrihed, tænkte han og gik skuffet hen og satte sig til rette på en sten. Ved boderne havde han i forvejen købt et stykke varmt røget laks, nu kunne han passende stille sulten og samtidig overveje om han skulle prøve lykken igen. Men da han så formanden stå og hygge sig med sine meningsfæller, skubbede han behovet til side, der var ingen grund til at forstyrre yderligere. Hvorefter han var taget hjem med uforrettet sag.
Men uanset egen holdning, så havde han nu aldrig tvivlet på, at han gerne undte foreningen den krævede undskyldning og måske en dag ville de også få vind i sejlene og komme i land med ønsket. Men som dagene var gået og blevet til år, var den udeblevet. Hvorefter vreden havde taget over og fået ham til at skrive et kortfattet indlæg om regeringens skandaløse opførsel og lægge på sin hjemmeside. Blot for at fjerne det igen da han endelig var blevet færdig med og være sur - sådan ca. et halvt år senere.
Men trods surmuleriet havde han længe før gjort regnskabet op. Han ønskede ikke statens banale udtryk indenfor dørene og slet ikke erstatning. Han ville så nødig være skyld i, at landets økonomi måske kollapsede - og som ringe i vandet bredte sig ud over planeten med en verdensomspændende krise til følge. Desuden plejede der at være rigeligt med lokale og udenlandske investeringsbanker, der frivilligt påtog sig netop den rolle - altså var der ingen grund til, at en amatør som ham skulle blande sig i det.
Han var tilfreds med egen rolle, da han lænede sig tilbage og betragtede de få gråhvide bomuldstotter, der gled fordi højt over hovedet og skabte kontrast på den ensfarvede himmel. I den intense middagshede var gårdens småfugle for længst begyndt på en tiltrængt siesta. Kun en enkelt af ejendommens gråstribede katte vovede pelsen og satte bevægelse i det ellers stillestående luftrum. Meget optimistisk og en smule naivt sprang den rundt på den svedne plæne i jagten på en sommerfugl. Men i hver enkelt af dens ihærdige udfald baskede det lille kræ blot højere og højere op - indtil katten endelig opgav ævred og luskede hen og lagde sig til rette i træets skygge.
Varmen var steget et par grader og ham til hovedet, han hev sweateren af og da solen gennemvarmede kroppen, fordampede den gamle irritation over det mislykkede møde. Han strøg et par svedperler fra maven og bestemte sig for, at ville genlæse det tidligere indlæg, eventuelt rette det til og siden overveje dets videre skæbne. Altså rejste han sig, gik ind i stuen og ledte i sine gemmer. Det blev hurtigt fundet, gemt nederst i en af bunkerne, der lænede sig træt op af væggen. Forsigtigt hev han det ud i friheden og vendte tilbage til solen. Og ved gennemlæsningen blev han hurtig overbevist om, at det trængte til en gevaldig overhaling.
Måske skulle der hellere stå noget i den her retning, tænkte han og lod tankerne flyve af sted med pennen parat.:

Med tanke på at landets samlede budget på årsbasis kun udgør lidt over 1.100 mia. kr., må det vel siges at være rimeligt nok, at der ikke er råd til en undskyldning - med erstatning til følge - fra en ansvarlig politiker. Der skal jo være råd til, at staten ser bort fra de 50-60 mia. kr. den rige overklasse har ført i skattely i f.eks. Schweiz, Panama og Caymanøerne, så de slipper for at betale deres del af lagkagen. Og selvfølgelig skal der også være råd til, at andre kriminelle individer stikker snablen ind hos skattevæsenet og suger til sig - og at landets store banker hjælper de stakkels mennesker med deres hvidvaskning - så formuen let og elegant kan forsvinde ud af syne. For ikke at glemme statens kuldsejlede mia. projekter betalt af borgerne f.eks. IC4 togene, diverse lige så uduelige IT løsninger indenfor sundhedsvæsenet, politietaten, postvæsenet og DSB - blot for at nævne nogle få af de utallige. Og endelig skal der være råd til, at staten bruger 20-25 mia. kr. om året til militæret, så de kan slå nogle mennesker ihjel i udlandet. Det sidste virker nu logisk nok, det er trods alt langt vigtigere med døde, fremfor at staten betaler erstatning til de levende. Dog undrer det mig, at der er råd til, at landets statsminister kommer med en række beklagelser for at dække over egen griskhed og bilagsrod, når der ikke er råd til, at han kommer med én på vegne af en tidligere regering - når det så oven i købet er gratis.

Han kradsede hastigt tankerne ned, lagde papiret fra sig og valgte at sove på resultatet natten over, inden det måske endte sine dage på nettet. Blev det tilfældet, kunne det passende ligge der som et sidste eftermæle over landets ansvarlige politikere. Med deres holdning havde de med al tydelighed signaleret, at hans lige havde de intet tilovers for. Egentlig havde han ingen indvendinger overfor det, han måtte trods alt erkende, at når det kom til stykket, så havde han heller intet tilovers for dem og deres forkvaklede livssyn. På en varm solrig dag som denne, anså han dem blot for at være snyltere og løgnhalse. Var der til gengæld lyn og torden i horisonten, blev titlerne gerne udvidet til krigsforbrydere og medløbere af værste skuffe, der burde ende deres dage for en domstol i Haag. Men siden de var så dygtige til at bortforklare og mørklægge egne beslutninger, ville det jo aldrig ske. Krigsforbrydere har som bekendt ingen skrupler og det var jo heller ikke deres børn, det var gået ud over på Godhavn - eller et andet offentligt sted. Og endelig var han også nødt til at indse, at der var al for få valgstemmer i den sag, så selvfølgelig var foreningens krav blevet afvist.